Mine bedste venner bor i København. De har boet der hele deres voksne liv, siden de blev gift. Hun kommer fra Nørrebro, han kommer i virkeligheden fra Rødovre, men kan godt lide at sige, at han kommer fra København. De er nogle sjove mennesker at være sammen med. De laver mange ting sammen, og hver for sig. Fx så er han helt vild med at spille squash, så han er nede og spille med venner og bekendte hele tiden. Hun kan godt lide at lave smykker, som hun sælger på loppemarkeder og den slags. Så hun styrter rundt til loppemarkeder. Det er egentlig sjovt alle de penge, hun tjener ved at sælge de der smykker, går til at dække udgifterne til den næste produktion, til benzin, til bilen og til en hurtig frokost på en café der, hvor hun er på loppemarked.
En billig låsesmed?
Jeg var med hende en enkelt gang. Det var faktisk hyggeligt. Man møder en masse mennesker, og man får en masse unyttige ting at vide. Vidste du fx, at hvis du vil finde en låsesmed på Frederiksberg, så skal man bare slå op i telefonbogen? Ja, den gamle dame, som fortalte os den historie, kender vist ikke til Google, men har åbenbart haft Kraks fremme. Hun fik fortalt os en historie om dengang, hvor hun havde indbrud i sin lejlighed, og hvor hun havde ledt efter en låsesmed, som kunne komme og skifte nøglerne og låsene til hoveddøren og bagtrappen.
Kvinden sludrede og sludrede om den begivenhed i næsten 30 minutter. Det må have været sindsoprivende for hende. Når jeg tænker på, at historien, hun fortalte os, skete for ca. 10 år siden.
Det var en sød gammel dame, som måske ikke har helt føling med, hvad der er oppe i tiden. Hun kendte fx ikke til internettet. Så da jeg viste hende, at man nemt kan finde en låsesmed på Frederiksberg i dag, blev hun noget overrasket. Vi fik derefter en lang snak om den moderne teknologi. Hun har, da en mobiltelefon, men den er ligesom ikke så god, som den var. Den svarer ikke, og den ringer heller ikke. Jeg kigger på den og finder ud af, at den skal lades op. Batteriet er helt dødt. Har sikkert været det i flere måneder. Jeg siger til hende, at hun skal sætte telefonens batteri til at lade op. Når det er fuldt, så skal hun bare finde sin nøgle og trykke tallene eller bogstaverne ind, så fungerer telefonen igen. Hun kigger på mig. Jeg har ikke en nøgle til telefonen.
Jeg forsøger at forklare hende, at det ikke er en fysisk nøgle, hun skal bruge, men et sæt af bogstaver, tal eller tegn i en særlige rækkefølge. Det kaldes også for en nøgle. Jeg er bange for at nævne ordet password for hende. Det vil bare forvirre hende endnu mere. Kodeord og den slags. Det er rigeligt at skulle forklare hende, hvad en nøgle til mobiltelefonen er. Men hun ser lettet ud, da jeg forklarer hende, at hun ikke skal have fat i en låsesmed.
